Fri fragt ved køb over 499 kr. Fragtpris fra 29kr. 14 dages returret. Levering 1-3 hverdage.

Se de, varer du har lagt i din kurv

Din kurv er tom

Fortsæt med at shoppe

Skrevet af Maria Langkjær Andersen @firefrauencopenhagen •

empowerment Feminisme iværksætteri mod selvkærlighed selvstændig stjernetegn

Ildkvinden, der vil inspirere dig til at stå modigt i dig selv

Mød AISO’s praktikant: Hej, jeg hedder Maria Langkjær Andersen. Jeg er en 26-årig løvinde og ildkvinde med egen virksomhed. Firefrauen Copenhagen er en virksomhed, hvor jeg designer og sælger upcyclet tøj og accessories. Pt. faktisk kun tasker, men jeg ved, at der kommer til at være tøj – det er bare et spørgsmål om tid. Jeg syr alt selv i mit hjem-meværksted, så man kan godt kalde det Slowfashion.   Min virksomhed Firefrauen Copenhagen var på tegnebrættet længe, før den blev vist til verden. Jeg fødte i stilhed, kan man næsten kalde det. Min familie vidste godt, at jeg gik og bryggede. Mine studiekammerater vidste det, fordi jeg brugte den som case for opgaver og ligeledes var i praktik i egen virksomhed. Der var mange tanker og produktion af idéer, men intet fysisk i mit udstillingsvindue på de sociale medier – og intet til salg. Der skulle gå to år, fra jeg satte mit første spadestik, til jeg handlede på min drøm. I april 2022 delte jeg mit første produkt på Instagram. En upcyclet make-up pung syet på bestilling til min kære mor. Firefrauen Copenhagen er ikke en færdig forretning. Den er et projekt, der ændrer og udvikler sig i takt med, at jeg udforsker og lærer nye ting. Jeg var længe tilbageholdt af min egen forventning om, at jeg skulle vide og have styr på alt, før jeg kunne starte min virksomhed. Min forretningsplan skulle fungere sådan, at jeg så flere år ud i fremtiden og tænkte stort fra starten. Alt skulle være perfekt og præcis, som jeg ville have det. Men det kræver enorme ressourcer, hvis man skal starte med ”perfekt”. Og jeg fandt hurtigt ud af, at der hele tiden var mere, jeg lige skulle forberede, inden jeg kunne starte. Der var altid en undskyldning rundt om hjørnet. Forestillingen om den kæmpe forretning, som jeg var i gang med at planlægge, var simpelthen så langt uden for min fysiske rækkevidde, at jeg ikke kunne nå dertil, hvor jeg mentalt eller ressourcemæssigt følte mig klar til at tage skridtet. På et tidspunkt besluttede jeg mig simpelthen bare for at sige: ”Nu gør jeg NOGET! Nu fokuserer jeg på at gøre det, jeg KAN i stedet for at lade alt det, jeg IKKE KAN LIGE NU, forhindre mig i at gøre noget overhovedet.” Det har vist sig at være den mest effektive tankegang for mig. At gøre lidt er bedre end slet ikke at handle på sin drøm, fordi den er for overvældende for én. Det handler om at møde sig selv, dér hvor man er og sætte små delmål, som er overkommelige, men måske lige et lille skridt udenfor komfortzonen. Hvis du træder ud af din komfortzone, så rykker du dig. Det er her, magien sker. Når du begynder at kede dig med det, som du er i gang med, så kan du godt regne med, at det er fordi, du nu har udvidet din komfortzone og skal til at udfordre dig selv igen. Og så handler det egentlig bare om at sætte et nyt delmål, som er tilpas udfordrende og lidt grænseoverskridende, men ikke mere end, at det tør du godt. Det, som er vigtigst for at starte sin egen virksomhed er, at man har modet til at vise verden, hvem man er. Din virksomhed, eller din drøm, er dit hjertebarn – det er en del af din kerne og den, du er. Det kan være sårbart at vise andre sin kerne, fordi man kan blive bange for, hvad de mon tænker om én. Synes de, at min drøm er underlig eller urealistisk? Vil jeg få opbakning fra mine nærmeste? Er der overhovedet nogen, der kan lide min idé? Vil jeg overhovedet få følgere, kunder osv.? Hvad tænker de om mig, hvis jeg ikke lykkes med det, jeg har sagt, jeg ville gøre? Det er ikke bare virksomhedsdrømmen, der skaber en sådan uro og sætter den slags tanker i gang hos mennesker. Det er som regel alle drømme. Det er grunden til, at mange slet ikke tør at drømme! Det er grunden til, at mange ikke udlever deres fulde potentiale og viser verden, hvem de i virkeligheden er inderst inde. Sidder du med tanker om en drøm, som du ikke helt tør at gå efter? Bange for, hvilke konsekvenser det har for dig og for andre, hvis du fejler. Så spørg dig selv: ”Hvilke konsekvenser har det for mig og for andre, hvis jeg IKKE går efter min drøm og viser verden, hvem jeg I SANDHED er?” Det er ofte lettere at gemme sig væk, fordi man på den måde slipper for konflikter og fordømmelse fra omverdenen. Jeg har en teori om, at især kvinder holder sig meget tilbage, fordi vi er opdraget ind i et samfund, hvor alt, vi gør, kan opfattes som ”forkert”. Se blot denne video, hvor Cynthia Nixon sætter ord på, hvordan det kan føles at være kvinde:   Jeg ser videoen igen nu og får tårer i øjnene, fordi det bare rammer mig, hvordan det at være kvinde kan have de konsekvenser, at man nogle gange føler, man ikke har lov til at være. Tanken om, at der sidder én derude nu og har det sådan, skærer i mit hjerte. Jeg føler, at kvinder har så meget potentiale, der tilbageholdes pga. frygt for omverdenens reaktion. Det er ikke tilfældigt, at jeg har det sådan. Jeg kan se mønstre i min barndom, som har været med til at forme den overbevisning i mig. Da jeg var barn, og især som teenager oplevede jeg dynamikkerne i hjemmet mellem mine forældre som en direkte afspejling af samfundets patriarkalske strukturer. Jeg så konstant min mor som den undertrykte kvinde, der ikke var fri til at være sit sande jeg, fordi hun ikke havde modet til at stå op for sig selv. Min far var manden i huset, fordi han – i modsætning til min mor – krævede sin plads. Husk, at dette er MIN oplevelse af det. Det er derfor ikke nødvendigvis sandheden for alle, men det var MIN SANDHED som barn. Det skal siges, at min far er løve i stjernetegn, og min mor er krebs. Når man ser på de to stjernetegn, giver det mening, at min far fyldte mere i forholdet. Det ligger nemlig til løvens personlighed at være den ledende. Løven elsker og higer efter at være i centrum, mens krebsen er mere tilbageholdende og søger tryghed i sin skal. Den er omsorgsfuld og konfliktsky, hvorfor det for min mor var lettere at overgive sig og lade min far bestemme i stedet for at starte en konflikt.   Krebsen (21. juni - 22. juli) Krebsen kan virke kompleks og svær at forstå, fordi den er mere indadvendt. Den siges at gemme sig i sin skal, hvor der er hjemligt, indtil den føler sig tryg i dit selskab. Den er omsorgsfuld og empatisk, hvorfor det er nemt at give plads til andre. Samtidig er krebsen konfliktsky, og den kan derfor have en tendens til at blive en ”people-pleaser”. Krebsens element er vand. Sammenfatning af kilderne:Kilde 1, Kilde 2, Kilde 3 Løven (23. juli - 22. august) Løven er ”dyrenes konge”. Den elsker at være ”center of attention” og har som regel rigeligt med selvtillid. Derfor egner løven sig også godt som leder, da det falder den naturligt at bestemme og gå forrest. Løven er gavmild og storsindet og kan godt lide at give opmærksomhed til andre, men får den ikke selv den opmærksomhed, som den føler, den fortjener, kan den godt blive såret. Løvens element er ild. Sammenfatning af kilderne:Kilde 1, Kilde 2, Kilde 3   Jeg havde svært ved at forstå, hvordan min mor bare kunne acceptere hanløvens dominans. Jeg er nemlig selv løve i stjernetegn. Qua min personlighed som løvinde, var det for mig UMULIGT at forestille mig at gå på kompromis med, hvem jeg er – ikke at blive set og hørt. Jeg startede gerne konflikter. For mig var det vigtigere at udtrykke, hvem jeg er – end at have fred i huset. At se min mor føje sig gang på gang, mens jeg selv havde forholdsvist nemt ved at kræve min plads, så jeg kunne SHINE, skabte en følelse af ansvar i mig. Ansvar overfor min mor – og senere alle de kvinder, som IKKE lader deres lys skinne af frygt for at skabe røre. På den måde er det blevet min MISSION at inspirere primært kvinder, men også andre minoriteter, til i det mindste at have MODET til at være den, de er. Til at indtage et rum med stolthed og kræve sin plads. Til at tage lettere på tingene og bare være i livet i stedet for at overtænke det.   Jeg siger ikke, at jeg er noget pragteksempel. Men jeg ER lavet af ild, og således føler jeg, at jeg må stå forrest og hjælpe andre kvinder med at finde deres indre POWER frem, så de frit tør udtrykke deres sande jeg. For mig har tøj altid været måden, hvorpå jeg kunne udtrykke mig. Igennem tøj kunne jeg formidle min personlighed og mit humør. Tænk bare, hvor meget en band-t-shirt umiddelbart siger om en person. På samme måde mener jeg, at tøj, der fylder og stjæler opmærksomheden, er et udtryk for, at den, der bærer det også tør at fylde og kræve den opmærksomhed, som vedkommende fortjener. Du fortjener at blive set og hørt for den, du er. ”Firefrauen Copenhagen hylder kvinders forskellighed og opfordrer til at dyrke selvkærligheden. Nøgleordene i designæstetikken er POWER, komfort og glæde. Det er opsigtsvækkende tøj med vilde farver og prints. Alle kvinder har ret til at SHINE!”   Om forfatteren: Navn: Maria Langkjær Andersen Alder: 26 år Stjernetegn: Løve Uddannelse: BA i Tekstildesign, -håndværk og Formidling Nuværende beskæftigelse: Praktikant hos AISO Bopæl: Amager Fritid: Virksomhedsejer af Firefrauen Copenhagen, multikreativ formidler og poledancer Sociale medie kanaler: Instagram Firefrauen Copenhagen Facebook Firefrauen Copenhagen TikTok Firefrauen Copenhagen Instagram Maria Langkjær Andersen